Den kontaktløse betaling har en kort, intens og meget succesfuld Danmarkshistorie. Nu betaler danskerne gerne uden at bruge chip og pin.
I 2014 var Berlingske Business vidne til Danmarkspremieren på kontaktløs betaling hos Joe and The Juice. Siden er udbredelsen af betalingskort med det lille wifi-lignende NFC-ikon steget, beløbsgrænsen er vokset til 350 kr. på Dankortet, og over halvdelen af samtlige Dankort-transaktioner er nu kontaktløse. Verifone var med fra starten, og direktøren konstaterer, at de oprindelige bekymringer er forsvundet til fordel for hurtigheden.
”Nu kan du betale trådløst på to sekunder”, skrev Berlingske Business om Danmarkspremieren på teknologien, som fandt sted hos Joe and The Juice i midten af København i eftersommeren 2014. Siden kunne Lidl som den første kæde annoncere muligheden for at betale kontaktløst i samtlige supermarkeder, og DR var til stede og fortalte historien i radioaviser og på TV. De første kontaktløse betalinger foregik på betalingsterminaler fra Verifone, og beløbsgrænsen for den kontaktløse funktion var 200 kr.
-Dengang var nyheden ledsaget af en del skepsis og bekymring. Mange troede ikke på, at danskerne ville vælge den kontaktløse betalingsform, og en del frygtede også for snyd og problemer, når man ikke skulle bruge pinkoden. I dag er vi et helt andet sted. I praksis har næsten alle forbrugere nu set det hurtige og elegante i kontaktløs betaling, og svindel er ikke noget nævneværdigt problem, siger adm. direktør Chris Lund-Hansen fra Verifone.